Jeg var engang på vandretur på Camønoen. Du ved danskerudgaven af Caminoen, som ligger på Møn? En virkelig dejlig vandrerute forresten, den kan anbefales. 

Jeg var afsted på denne tur, som en del af min uddannelse til friluftsvejleder. Jeg skulle være turleder og have nogle gæster med. På det tidspunkt havde jeg været meget på tur, herunder meget på det norske fjeld i mange minusgrader, så en sommertur til Møn var jo på mange måder ‘a walk in the park’.  Det var altså en tur, hvor der var overskud til lir og ballade, at tænde bål med birkebark og tændstål eksempelvis. 

Og det er her, i færd med at tænde mål med birkebark og tændstål med overraskende stor overbevisning (jeg har jo haft hele studiet til at øve mig), at jeg møder ham. Jeg kalder ham Grillhandskemanden. En velpolstret mand i midten af halvtredserne. Vi står på en shelterplads med tilhørende toilet og eleverede bålsteder, så man slipper for at sidde på hug og grille sine pølser, og grille pølser er præcis det, han er ved. Med både grillhandske og den største grilltang, jeg har længe set. Han har kigget over på mig de sidste par minutter med næsten et skyldigt blik, mens jeg har fået gang i mit birkebarkebål. 

“Ja, undskyld”, siger han efter lidt flere skyldige blikke. “Vi er jo ikke sådan nogle rigtige friluftsmennesker”. Han griner nervøst og nikker over mod hans turkammerater, en mand og to damer på alder med ham, som sidder på kanten af deres skummadrasser, der muligvis, muligvis ikke er højere end min boxmadras derhjemme og drikker rødvin. Af rigtige rødvindsglas. Ikke de der, man kan købe i friluftsbutikker af plast, hvor de kan deles i to. Nej rigtige glas i deres fulde højde og ekstremt irriterende pakfacon. De smiler tilbage til mig, og ser glade ude. Jeg tror ikke, de har hørt, hvad Grillhandskemanden har sagt. “Du ved, nogle gange er det bare nemmere sådan her”, siger Grillhandskemanden og peger på madrassen “Gamle rygge og sådan. Vi besluttede det var bedst at komme i bil”

En af damerne finder et spil petanque frem. De går om på græsplænen bag shelteret og spiller med deres rødvinsglas i hånden. Det lyder som en helt studenterfest. De har vist også haft boxvind med.

‍

‍

Bagefter sætter de sig til bords ved deres langbord med dug og lanterne og hvad de ellers har slæbt med af habengut. Det ser oprigtig hyggeligt ud. De ligner nogle, der har det veltilpas. Der er masser af pølser og Grillhandskemanden lægger også kortelletter på grillen og presser de andre til at spise mere end de kan, for der er så meget. En af kvinderne finder sin telefon frem. “Smil,” siger hun, mens hun rækker armen så langt frem hun kan for at få alle med på selfien. “Vi sender det til Jens, siger hun “så kan han se, hvad han går glip af.”

‍

‍

Jeg hygger mig selvfølgelig også med min pandelampe og sæt spillekort. Jeg lægger kabale. Det er simpelt. Analogt. Den ene af de gæster, der er med skriver i sin notesbog og den anden er gået ud for at se på stjerner.  Llanterne på langbordet lyste himlen for meget op til at kunne se stjerner. Møn er ellers et “Night Sky” område, så der burde være stjerner nok at se. 

Næste dag pakker de deres skummadrasser, Box vin, grillhandsker, grilltang, krydderikasse , plastkasser med ukendt indhold og petanque sammen. “Jamen så god tur”, siger Grillhandskemanden og nikker mod vores tasker, der er færdigpakket. “Det er ikke meget, I har med haha”, siger han, “Se Birthe, der er nogle der kan”, siger han til en af damerne, der går forbi med en skummadras, foldet på midten, der er ifærd med at folde sig selv ud igen. 

Jeg husker den her episode meget klart, selvom det er over et år siden, og jeg har været på mange “vildere” ture sidenhen. Der er nok af oplevelser at gå at huske på: Nordlys, hundeslædekørsel, de store fjeldvidder, nætter i minus -20 grader, kanosejlads på strømmende vand  - og alligevel er det Grillhandskemanden, som sidder fast. 

Hvis jeg mødte ham igen en dag, ville jeg spørge om, hvad han mente med, at de ikke er rigtige friluftsfolk? Er det grilltangen, rødvinen, skummadrasserne eller petanquespillet? Indrømmet, når man dykker ned i friluftsverdenen og endda uddanner sig indenfor den, kan man godt gå hen og få lidt fine fornemmelser. Grine af dem, som har en oppustelig sovepude med på tur, når man jo bare kan sove på sin uldne sweater. Eller at det ikke er friluftsliv, ikke sådan rigtig, før man står i minimum 1500 højdemeter eller på anden vis befinder sig udenfor Danmarks grænser. 

Men de hyggede sig. Det må man give dem. Og fik frisk luft. De var mennesker på tur udenfor. Ja friluftsmennesker, kan man fristes til at sige. Helt uden høje bjerge, dunsoveposer og birkebark.