Extreme-, limit- og komforttemperatur. Hvorfor kan det ikke have nogle almindelig navne? Vi forstår godt forvirringen. Sådan hænger det sammen:
Extreme temperatur: Det er den temperatur, soveposen kan holde dig i live i. Altså stadiet lige før du kradser af. Typisk er den meget lav, mange soveposer har en extreme på -20 grader. Den temperatur vil jeg tage meget let på. Den siger ingenting om, hvornår du kan holde varmen i den.
Comfort temperatur: Det er den temperatur, som man som kvinde kan holde varmen i. Ja, det er videnskabeligt bevist at kvinder fryser nemmere end mænd. Så står der comfort 6 grader, burde du ikke fryse, hvis der er 6 grader. Dette er forudsat, at man har et uldsæt på i posen. Og igen - jeg ville læge et par grader til. Måske den holder dig varm ved 3 grader.
Limit temperatur: Det er den temperatur, som man kan holde varmen i som mand, forudsæt man har uld på i posen.
Okay, så du er en kvinde og har fundet comforttemperaturen på din sovepose. 15 grader. Og vejrudsigten siger cirka 10 grader om natten. Hvad gør du? Kører ned i den nærmeste friluftsbutik og køber den dyreste dunsovepose, de har?
Både og. Der er meget, du kan gøre med den sovepose, du allerede har. Et godt sted at starte er en inderpose. De laves både i uld, silke og polyester og kommer i mange prisklasser. Det er en tynd pose, som du kommer indeni soveposen. Den kan både bruges af hygiejnehensyn for at holde posen så ren så muligt, da de kan være lidt bøvlede at vaske, men også for at give mere varme. En uldlagenpose vil give mest varme, måske en 5-8 grader, men det er meget individuelt. Det er et godt sted at starte, hvis din sovepose er udemærket, men lidt for kold til sæsonen. En silkesovepose er dejlig blød og et godt valg, hvis du blot vil have et par grader ekstra og gerne vil holde din sovepose ren. Jeg bruger selv en silkesovepose i vinterposen, fordi jeg ikke behøver meget mere end et par grader ekstra i min store dunpose. Det er min erfaring, at det giver relativ meget mere varme, at soveposen bliver delt ind i “to lag”, som skal varmes op. Først laget fra din krop til inderposen og dernæst fra inderposen til det inderste af soveposen. En polyesterpose er et billigere alternativ og koster typisk ikke mere en 250 kroner. Det er er godt alternativ til de to andre, hvis man vil starte billigt ud og blot ønsker et på grader ekstra.
Det sagt, så ser jeg, at mange desværre går kold i at komme på tur, fordi de ganske enkelt har for dårlig en sovepose. Den er købt før krigen og tynd og vattet. Uanset hvor varmblodet du er, så kommer du til at fryse. Når man er på tur er det alfa-omega, at man ved, at man ikke kommer til at fryse om natten. Det er pludselig en lang tur, hvis man er afsted i 4-5 dage og fryser hver nat. Man kan også bedre holde til at fryse lidt om dagen, hvis man ved, at man skal ned i en varm sovepose.
Jeg har selv sovet på fjeldet i minus -25 grader og holdt varmen (i en god dunsovepose). Det kræver lidt forberedelse, men det er muligt. Friluftsliv handler ikke kun om grej, man kan klare sig med meget - men overvej, hvis du vil bruge penge på grej, om ikke det skal være en sovepose.