Det er blevet poplært at klatre. Måske er du en af dem, som er hoppet med på Boulderbølgen - og med god grund. Personligt er jeg helt vild med klatring, fordi det træner kroppen allround uden, at jeg behøver stå nede i et fitnesscenter og løfte vægte.
Jeg elsker også klatring for dets udendørs element. Det er en genial måde at tage på tur på, men jeg husker selv, hvor uoverskueligt jeg synes, det var at komme i gang med at klatre udendørs. Der er ingen store farverige greb, pile der peger på klubben og siger “ruten starter her”, men kun små metalankre i væggen, som man selv skal sætte sine sikringer i.
Men heldigvis er der råd for det. I denne guide vil du blive introduceret til, hvordan du kommer i gang med rebklatring på klippe med udgangspunkt i Bornholm.
Danmark er et fladt land, men heldigvis har vi Bornholm, hvor der er flere hundrede klatreruter. Bornholm har flere forskellige klatreområder, nogle egner sig bedre til Bouldering, andre til reb.
Til rebklatring findes der to store stenbrud, som man klatrer i. Vang Stenbrud og Moseløkken Stenbrud. Jeg vil i dette indlæg fortælle primært om Moseløkken, da det er her, jeg har klatret mest. Vær opmærksom på, at Moseløkken er et aktivt stenbrud, det betyder, at der arbejdes med store maskiner i hverdagene, hvoraf det ikke er lovligt at opholde sig der, men om aftenen, i weekenden, på helligdage og i skolernes ferie er der offentlig adgang.
En hjemmeside, som man skal kende, hvis man vil klatre på klippe i Danmark, er Rockclimbing.dk. Her er der en oversigt over alle ruterne i eksempelvis Moseløkken, men også mange andre klatresteder på Bornholm. Når du klikker dig ind på Moseløkken som klatreområde, kommer denne liste frem:
Jeg har selv klatret meget på nummer 7 “Overen”, da jeg startede med udendørs klatring. Dette skyldes, at man også kan få adgang til Overen fra toppen og sætte topreb oppefra. På den måde undgår man at skulle førstemandsklatre/lead klatre op til topankeret (ankeret i toppen af klippen, hvor man fastgør sit reb til toprebsklatring). Ulempen ved at skulle førstemandsklatre derop er, at hvis man ikke tidligere har klatret ruten, er man ikke sikker på, om man kan nå til toppen og kan i værste fald være nødt til at lade mindst en af sine quickdrawers (karabiner man hægter rebet igennem undervejs, mens man klatrer op) hænge på vænge. Det er lidt teknisk, men tilbage til essensen.
Du kan på de fleste ruter på Overen sætte dit topreb i fra toppen ved at krydse broen over Stenbrudsmuseet og gå ned til venstre umiddelbart efter. Man går lidt af stier/lidt i krat i ca. 50 meter.
“Overen” er et klatreområde i Stenbruddet Moseløkken. På Overen er der mange forskellige klatreruter, som også har deres eget navn - typisk står det skrevet nederst på klippen. Det er som oftest nogle sjove navne, som kan være sjove at studere. På hjemmeside rockclimbing kan du se rutens sværhedsgrad (gradering), hvor den letteste rute er 4a- og den sværeste er 6b+ (på Overen - der findes sværere ruter andre steder). Til dig der ikke kender graderingerne, så er et lavere tal og lavere bogstaver i alfabetet de nemmeste ruter. Altså er 4a nemmere end 4b, 4c og 5a eksempelvis. Det vil sige sværhedsgraderne går fra 4a, 4b, 4c, 5a, 5b, 5c, 6a til 6b. Herunder er der også +, som eksempelvis med 6b+. Dette betyder blot, at ruten er lidt sværere end 6b.
Når du sætter topanker på Overen, er det god stil aldrig at sætte dit reb direkte igennem ankeret i klippen, da det slider unødigt på udstyret på klippen. Sæt derfor altid to quickdrawers i, som vender modsat af hinanden.
Har du aldrig klatret udendørs før, vil jeg anbefale, at du tager med på vores “Klatretur til Bornholm", hvor du lærer at finde rundt i stenbruddet, sætte topanker og lære at lave en fransk ombinding, som man bruger, når man skal ned igen og vil have alt sit udstyr med sig. Her møder du også andre klatreglade mennesker og hvem ved, måske din næste turmakker?